Denne side er blevet korrekturlæst
327
De lange Øjenhaar var langsomt gledet ned mod Frøken Gerdas Kind.
— Men saagu holdt vi af ham, alligevel.
— Skaal, Joán.
Grev Holstein drak og da han satte Glasset sagde han:
— Hør, Frøken Johansen, mon min Rhinskvin er kommen hjem.
Der foer en hastig Rødme op i Joáns Ansigt, men Frøken Gerda sagde blot, med en umærkelig Drejning af Hovedet:
— Det véd vist Bestyreren, Hr. Hofjægermester.
Joán lo, som en Dreng — af en Glæde, han næppe selv forstod.
— Hvad ler Du af? spurgte Holstein, der selv var blevet helt forvirret.
— Af Dig.
— Naa, sagde Holstein (og havde dette her ligesom en stor og skikkelig Hund ved sig), det ka’ der vel osse være Grund til.
Men endnu forvirret over sin egen Bommert, sagde han:
