333
— Jeg kan ikke synge.
— Aa, nok, sagde Joán.
Og ganske spædt, som var hun bange — mens det samme Lys kom over begges Ansigter — nynnede hun:
Gud gav os den, Gud giv den bedste Sejr-
Dig elsker jeg — Danmark mit Fædreland.
Holstein sad med Hovedet støttet i begge Hænder og saá paa Joán, der sang:
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,
hvor Sproget er min Moders blide Stemme,
og som en sød Musik mit Øre naar.
Erik Holstein blev ved at sidde og sé paa Joán:
— Nej, det vidste man s’gu aldrig, for hvem Livet vilde sætte Agerhønen paa Bordet.
Joán havde bøjet sig for at gribe Gerdas de hviskede Ord. Deres Ansigter laa saa nær ved hinanden — da Sangen stansede.
— Det næste Vers? sagde Joán.
— Der er ikke fler.
