23
Joán, hvem ingen saá, sad hos Hana. Der var helt tyst i Køkkenet, som om ingen skulde spise.
— Hana, hviskede Joán.
— Lille Herre.
— Hana, hviskede han og saá op i hendes Ansigt: hvorfor er Mo’er død?
Og han sagde død saadan som et fremmed Ord, en Lyd, man ikke forstaar.
— Lille Herre, svarede Hana kun og stirrede ud i Rummet med de halvblinde Øjne.
Men paa én Gang kom Marinka løbende.
Hun var helt sort.
— Nu kommer Pateren, raabte hun, og løb videre ud i Hallen.
Joán var fulgt efter. Han holdt Armene saa tæt ind til Kroppen. De to Kordrenge gik lige bag ved Præsten, i hvide Skjorter. Og Marinka lukkede alle Dørene op og bankede paa den øverste.
Hun bankede igen:
— Ana, Ana.
Men Døren var lukket:
— Ana, Ana, kaldte hun højere:
— Ana, det er Pateren.
