24
Men pludselig havde Ane revet Døren op og, midt paa Tærskelen, som en forvildet, mens hun holdt i Karmene med begge sine Arme, som om al hendes Fortvivlelse udladede sig i Raseri mod den fremmede og kronragede Mand — skreg hun en Strøm af vildsomme Forbandelser paa Dansk og paa ungarske Brokker, Forbandelser frem imod Præsten — og slog Døren til, imens de tomme Røgelsekar sitrede i Drengenes Hænder.
Joán var løbet ud.
Skælvende over sit hele Legeme trykkede han sig ind mod Hanas Knæ:
— Hana, Hana, hvorfor gik Præsten?
— Lille Herre, lille Herre.
.….
Men saa rejste Fader, og Joán fik den franske Frøken. Men det var Ane, der bad med ham om Aftenen.
— Ane, hvor er Fa’er? spurgte Joán midt under „Fadervor“.
— Han fløjer, sagde Ane og blev ved i Bønnen:
— Forlad min Skyld, som jeg forlader mine Skyldnere.
