370
— Op med hende!
mens Hurraerne klang, og de lo.
Men Gerda løb ind gennem Scenedøren.
— Ja, nu kan det være nok, sagde Erik og Tæppet faldt.
Joán var løbet ned ad den lille Trappe og stod foran Gerda:
— Vaagnede de? sagde han.
— Hvem?
— Sønderjyderne.
Derude klappede de endnu — og satte i igen, som i Takt.
— Ja, saá De dem ikke? sagde Gerda, og der var Smil over alt, hvad baade hun og han sagde.
— Nej, sagde Joán: jeg havde glemt dem.
Og paany forvirret eller alt for glade tav de igen, mens derude Støjen døde — til Gerda sagde og, alt mens hun talte, listede en pludselig Bedrøvelse sig frem over hendes Stemme:
— Ja, denne Aften vil vi — huske længe.
Og som var hun bleven bange for sin egen Stemme, som hun selv havde hørt, lagde hun til og forsøgte et Smil:
— Her er det jo saa sjældent, at noget sker.
