Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/384

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

370

— Op med hende!

mens Hurraerne klang, og de lo.

Men Gerda løb ind gennem Scenedøren.

— Ja, nu kan det være nok, sagde Erik og Tæppet faldt.

Joán var løbet ned ad den lille Trappe og stod foran Gerda:

— Vaagnede de? sagde han.

— Hvem?

— Sønderjyderne.

Derude klappede de endnu — og satte i igen, som i Takt.

— Ja, saá De dem ikke? sagde Gerda, og der var Smil over alt, hvad baade hun og han sagde.

— Nej, sagde Joán: jeg havde glemt dem.

Og paany forvirret eller alt for glade tav de igen, mens derude Støjen døde — til Gerda sagde og, alt mens hun talte, listede en pludselig Bedrøvelse sig frem over hendes Stemme:

— Ja, denne Aften vil vi — huske længe.

Og som var hun bleven bange for sin egen Stemme, som hun selv havde hørt, lagde hun til og forsøgte et Smil:

— Her er det jo saa sjældent, at noget sker.