386
— Ja, sagde Gerda og hendes fugtige Øjne saá dem ikke.
De stod lidt.
Saa sagde Joán, maaske blot for at sige noget:
— Hvor den ene lyser stærkt.
— Ja, sagde Fru Jespersen, og de stod alle med opadvendte Ansigter: det er Venus.
— Ja, sagde Gerda og Joán paa samme Tid.
— Men aldrig har jeg sét, halvhviskede Joán, Stjernerne saa skønne som ved Bosporus.
— De var da alle Steder, sagde Fru Jespersen, der bestandig saá opad mod Himlen.
— Ja … Og Joán smilede: Men nu vil jeg blive hjemme.
— Hjemme? Gerda havde vendt sit Ansigt: Hvordan?
— For nu vil jeg gøre Mennesker lykkelige, sagde Joán og saá paa hendes Ansigt.
Fru Jespersen blev ved at sé op:
— Kan man gøre Mennesker lykkelige?
En Mand, der kom skridtende bagved dem, strøg dem, lidt haltende, forbi.
