391
med sin Finger ligesom en Cirkel paa Vinduessprossen:
— For alt det.
— Men det har været dejligt for Gerda, sagde hun og saá ud i Luften: Og hun kan nok trænge til det. Her i Huset er der saamæn trist nok for hende, siden den Ulykke skete.
— Ulykke skete?
— Ja, da Emilie selv gik fra Livet.
— Søsteren? Tog hun sig af Dage?
Fru Jespersen vendte sig:
— Aa, vidste De ikke det … aa nej, hvor kunde De det …
— Men, sagde hun igen og talte langsomt: Gerda er blevet meget for sin Fa’er og hun dæmper meget af paa alt det haarde i hans Natur. Og min Mand og jeg — jeg vilde saamæn tit ikke vide, hvordan mit Humør vilde staa, hvis vi ikke havde Gerda. Saa dejligt her ogsaa er, min Mands Stilling er jo lidt vanskelig her paa Egnen.
Hun tav et Øjeblik og hun sagde, mens hendes Tanker atter var ved Gerda:
