390
De gik ind i Købmandens Stue, hvor der ingen var.
— Her er stille, sagde Joán og saá uvilkaarligt rundt paa de gamle og stærke Møbler.
— Ja, sagde Fru Jespersen: her staar Egnens Pengeskab.
— Og det er Karen Posts Sofa, vedblev hun og pegede.
Hun gik hen til Vinduet. Fra Kroen lød der bestandig Stemmer og Sang. En enkelt Vogn rullede bort endnu. Paa Agestolen sad de Kørende tause.
Fru Jespersen sagde til Joán, som stod ved Siden af hende:
— Nu sidder de og tænker over det.
— Tænker fjorten Dage, sagde Joán og Fru Jespersen forstod ikke hans Tonefald.
— Aa ja, saadan en Aften giver Luft paa Pladsen.
Joán, der betvang en Uro i sit Væsen, sagde:
— Men her interesserer Menneskene sig dog for alt, synes jeg.
— Ja, svarede Fru Jespersen og hun slog
