389
ner ... man véd dog aldrig, hvordan noget var, før man har tænkt sig om.
Men Joán sagde, og hvert Ord kom hastigt, men tydeligt:
— Hvad der er sket, véd man.
Joáns Læber stod aabne under hans stærke Aande.
— Ikke jeg — — tror jeg, sagde Gerda og de var ved Døren.
— Naa, Gudskelov, sagde Fru Jespersen: det har givet bedre Plads.
Der var aabnet til alle Stuer, hvor Herrerne allerede sad rundtom ved deres Læskedrikke. Det var ligesom de pustede og strakte sig lidt og sagde ikke saameget.
— Vil De ikke hvile Dem lidt? spurgte Fru Jespersen.
— Tak, sagde Joán som den, hvis Tanker er andetsteds og han saá pludselig alle Ansigterne omkring sig:
— Her er fler end før.
— Nej, sagde Fru Jespersen (der havde sét frem over Stuerne, hvor nu Damerne, der havde nettet sig, kom ind): det er ganske det samme.
— Er det?
