388
ten havde mødt hende) og hun trak Vejret saa langt:
— Men de kom da alle.
— Hvordan, alle? spurgte Joán, der blev staaende.
— Jo, sagde Gerda og virrede med Hovedet: vi vidste jo dog ikke, om de fra Musikforeningen vilde møde, nu, da det ikke var dér.
— Saa meget De har haft at tænke paa, sagde Joán.
— Ja, smilede Gerda.
Mens de gik op ad Trinene, sagde han:
— Men har det saa været saadan — som De havde tænkt?
Gerda tøvede:
— Det har været anderledes, sagde hun og Ordene snublede.
— Eller, sagde hun og hun talte lidt stakaandet af Bevægelse eller en Følelse, hun næppe kendte selv og dog bekæmpede:
— Det vil jeg maaske først vide — — om fjorten Dage.
— Om fjorten Dage? og Joán lo ganske stille.
— Ja, sagde Gerda ligesom før: jeg me-
