394
— Ja, sagde Erik: saa druknede hun sig altsaa.
Erik tav et Øjeblik:
— Sørgeligt nok var det. Men for Johansen kunde det gerne være en Straf — skønt han er vel straffet nok med Sønnen.
— Naa — og Erik saa ud paa Vejen — hvem har mon ikke tænkt paa at drukne sig — — naar man saadan en Dag staar og stirrer ud over Vandet … og Livet.
Joán hørte vist ikke efter og var inde i en anden Tankegang:
— Stakkels Frøken Gerda, hviskede han.
Og han gjorde et Par Skridt, næsten som maatte han gaa ind til hende.
— Naa, sagde Erik og fulgte efter: hun skal jo nu ikke ta’e den Examen.
— Over hendes Liv er der vel besluttet, sagde han.
Der gik et Glimt over Joáns Ansigt.
— Naa, nu er du den, hviskede Erik. For i Døren løb de lige paa Fru Raabel.
— Aa, sagde Fruen: herinde er der køligt.
— Ja, her er Luft, sagde Erik og smøgede sig forbi paa „Luft“.
