395
— Aa ja, sagde Fruen: det er, som Blodet steg En til Hovedet med de mange Tanker, men de vækkes jo op igen og kommer uvilkaarligt … ved Aftener som denne.
— Ja, Fruen har selv studeret Musik? sagde Joán, hvis Øjne var, fangende, ude i Stuerne.
— Ja, sagde Fru Raabel, i Leipzig — to Aar. Det var en dejlig Tid — da haabede man. Men der skal vel ogsaa Held til, selv om man har Gaven. Beethoven var nu min Stormester. Og naar man ikke hører til dem, der vil slaa af og det er et lille Land, hvor mange føler sig kaldede og de ukaldede undertiden trænger sig mest frem, saa bliver man sprunget over.
— Ja, det sker jo, sagde Joán til Fru Raabel, der talte som den, der har ventet længe.
— Og Gaven selv bliver det mindste af det, sagde hun: Jeg koncerterede naturligvis ogsaa nogle Gange … men saa si’er man til sig selv, naar man ikke vil slaa af: du gemmer det hellere hen — ind i dig selv, siger man, som dit dyre Eget …
— Men naturligvis, undertiden, saadan naar man hører de andre — det forstaar De bedst,
