396
som har hørt saa megen saakaldt Musik, saa tænker man nok og det gnaver lidt i En: Ja, Vejene i Livet er underlige.
— Ja, sagde Joán (der talte Gerda med Erik): Livet kan føre En forunderligt.
— Ja, sagde Fru Raabel og blev ligesom inderligere paa Grund af Joáns Tonefald: Livet har Masker … det har Masker, saa vi bli’er hængende … ja, det véd De nu ikke, for De er naturligvis osse af dem, som Livet har været god imod. Det høres — det hørtes iaften paa Deres Musik … Øret, Hr. Greve, det har man dog bevaret.
Fru Raabel holdt inde et Øjeblik. Maaske ventede hun paa en Anerkendelse af Øret . .
— Men, sagde hun, som hele Tiden havde en sær Virren med Hovedet, som om Fluer plagede hende i Tindingerne:
— Men saa blev man jo gift ... For mig har det jo osse været særligt svært, med den dobbelte Gave, at træffe Valget, fordi jeg jo osse maler og naaede saamæn lige Charlottenborg. Og saa kunde man vaagne om Natten og saa kaldte Beethoven — — kender De det —
