399
Wagner og leve mellem Folk, der ikke er naaet til Beethoven.
Joán havde støttet sig til Dørstolpen. Erik sad endnu foran Klaveret, hvor Gerda stod med „Weyse“ i sine Hænder.
Fru Raabel, der havde tiet et Øjeblik, sagde:
— Man sidder med sin Gave — og man sidder med Gaven og tørrer ind …
Erik slog an derinde. Det var Sangen om Ridder Aage og Blodet skød pludselig op over Fru Raabels Kindben:
— Og iaften, Mester, jeg nægter det jo ikke, vibrerede mine Fingre, da Hofjægermesteren forsøgte sig. Det var jo meget net og man kunde maaske ikke forlange mere … Men Hænderne er jo svage — — selv om Grev Holstein maaske har noget af Gaven — har haft …
Erik blev ved at spille:
Fæsted han Jomfru Else.
hun var saa væn en Mø.
— Men man tænkte jo paa, De forstaar mig, Mester, tænkte jo paa: bare en Gang selv at kunne haft den Glæde …
