403
ikke. Men hvad vi drømte, er dog vore Drømme.
Joán, der maaske var inde i en helt anden Tankegang, sagde:
— Dette er min sidste „Violintur“.
— Ja, sagde Præsten: det er der sagt noget om, at Greven ikke vil spille mer.
— Og hvorfor? spurgte Magisteren.
Joán saá frem mod Klaveret:
— Fordi jeg tror, sagde han: at jeg nu bør handle.
Magisteren saá ud over Stuen:
— I hvilket Parti vil De melde Dem ind? sagde han og drejede sig bort paa den halte Hæl.
Erik sad endnu og slog Akkorder an, mens han stadig talte til Gerda om Joán:
— Nej, i gamle Dage var den ikke saa gunstig … han var som oftest meget bedrøvet og snakke ud om Sagerne gjorde han heller ikke. Men der var vel ikke saadan noget rigtigt Hjem paa den Ø. For Moderen var jo død og hun havde vist ikke været meget lykkelig, tænker jeg.
Gerda sagde brat:
26*
