402
bære — og var vi ikke to, min Hustru og jeg, til at bære det, havde jeg vel ogsaa forlængst søgt bort. Men naar man er to, saa holder man ud. Det er jo den store Velsignelse.
— Det maa det være, sagde Joán stille.
— At dele er at finde Fred, fortsatte Præsten.
— Ja, sagde Joán og han vilde atter gaa — derind,
da den lille haltende skød sit Hoved op bag ham og Præsten:
— Og de Herrer taler? sagde han i fire Kvæk.
— Om Livets Bekymringer, Hr. Magister.
— Hm, sagde Magisteren: Emnet er rigt og her paa Egnen mangfoldigt. Men det er ikke noget for en fremmed. Hr. Ujházy, De skal bevare Deres Turistindtryk, som er Landets Græsgange og Folkets Kultur …
— Men maaske maa jeg takke Dem. Jeg er ikke musikalsk, men, takket være Deres Violin, drømte jeg i en Time Verden gylden og nogle Drømme om igen.
Joán løftede Hovedet.
— Ja ja, kære Herre, sagde Magisteren: Drømme er ikke meget værdt … nej, de er
