401
Og han talte om den glade Fremgang, der virkelig var kommen i vor Snedkerskole.
— Ja, sagde han: vi gaar kun frem Skridt for Skridt, men vort Fyrretræ med de gamle Mønstre vinder frem. Vi har allerede den Glæde at kunne tænke paa, at vort kønne Husgeraad staar i mange Hjem, Hjem og Gaarde Landet over — — og det minder altsammen, det er Kærnen ved det, det minder og holder fast ved selve Gerningen …
Joán var naaet frem forbi Fru Lorentzen, da Pastor Jespersen stansede ham:
— Naa, De er kommen fri, sagde Præsten: jeg var ellers sendt af min Kone for at fri Dem fra „Gaven“.
Joán smilede, maaske lidt aandsfraværende, men pludselig sagde han og gik hen mod en Vinduesfordybning:
— Hvor Deres Frue er elskværdig — — og hvor det er godt, Frøken Gerda har haft hende.
Kapellanen saá et Øjeblik paa ham.
— Naa ja, sagde han: de to hjælper hinanden. Man trænger nok til at hjælpes ad, Grev Ujházy. Her idetmindste er der nok at
Herman Bang.
26
