405
hvorfra i Sjælen det kommer. Og selve Ordene, vi siger, fører os videre — et Skridt videre mod et Maal, vi ikke gør os klart …
— Det er forresten rigtigt, sagde Erik: det Hele er et grangiveligt Tusmørke.
— Ja, sagde Magisteren: og Folk løber paa hinanden og forbi hinanden.
— Hva’ si’er Frøkenen?
— Ingenting, sagde hun og rystede paa sit Hoved. Men da Magisteren haltede bort, sagde hun og havde maaske ikke tænkt paa andet end paa de Ord:
— Men hvis han nu blev her?
— Hvem? naa — Joán?
Grev Erik skød Læberne frem.
— Synes De egenlig her er saa rart at sidde — for dem, der er født til at sidde her?
Men i samme Nu vendte han sig om mod Joán, der kom hen over Gulvet, og sagde leende:
— Frøken Gerda si’er, hun synes, du skulde blive her.
Og han rejste sig.
Der var strømmet et Lys ud fra Joáns Øjne — mens han sagde:
