406
— Men her er ikke min Plads.
Gerda havde atter sænket sit Ansigt.
— Jeg maa rejse hjem, sagde Joán og brat fløj det ud over hans Mund:
— Men Danmark ta’er jeg med mig …
— Lad os sé det, sagde Erik.
De talte lidt og Joán vidste næppe hvorom — hørte kun Eriks Stemme og hendes.
— Gaar De, Frøken, spurgte han saa.
— Jeg er jo Datter i Huset, svarede Gerda sagte og vilde smile.
— Hvorfor var Frøken Gerda bedrøvet? sagde Joán, da hun var gaaet.
— Jeg véd s’gu ikke, sagde Erik: men vi svinger min Salighed alle op og ned idag som var vi Kviksølv under Jordskælv.
— Kom. Vi trænger til noget drikkeligt. … Hvor findes de meget ærede Flasker? vendte han sig til Doktoren, hvem han vilde fly.
— Her i Huset, sagde Doktoren, findes de baade paa første Sal og i Kælderen. Og han lo ad sit eget Vid.
Men da Grev Holstein var gaaet, sagde Doktoren saa rapt, som greb han til for at trække en Tand ud:
