407
— De har talt med Madame, Hr. Greve — ja, hun længtes efter det. Naa, morsomt er det jo heller ikke — og navnlig for Madame … Hver ta’er jo disse Bønder efter sit Temperament — ikke sandt? og man er jo heldigvis Københavner af en Aargang, der har lært at grine ad det meste. Og hvis man overhovedet, kære Herre, beslutter sig til at holde ud i den Institution, der kaldes Ægteskabet — her paa Egnen er der nu ikke saa mange, der burde opretholdes — naa, hvad jeg vilde si’e, skal man blive i det, ikke sandt, hjælper det jo altid med de fælles Interesser … det andet hjælper man dog efter paa, naar man er et Mandfolk, ikke sandt?
— Men paa den anden Side, røg Doktoren videre, mens der kom en vis Betænkelighed i hans Stemme: paa den anden Side, kære Herre, saadan et Talent som Madames, jeg mener, et Talent, der ligger hen — det gnaver lidt paa Humøret, ikke sandt. En anden ta’er det jo … ja, Madame har naturligvis sagt Dem det, mere overlegent …
— Jeg var bestemt for Opéra comique, sagde han med et Sæt i Ordene.
