412
Frøken Gerda bragte et Fad og stod foran Joán.
— Hvor De er en god Husmoder, sagde han.
— Ja, ikke sandt, sagde Urmageren: hende ku’ man vær’ tjent med …
Gerda gled bort, hendes Ansigt var bøjet over Fadet med et Smil til hver, hvem hun bød — et Smil, der ikke naaede op til hendes Øjne.
Men Urmageren, der vendte tilbage til sit, at Joán ku’ træng’ til’et, sagde:
— Men Gu’ Fader bevar’ mig, hvor maa’et vær’ anstrængende …
Han mente Spillet:
— En anden kraftig Mand holdt s’gu ikke til’et.
De to havde sat sig i en Krog.
— De talt’ med Pastoren, saá jeg, sagde Urmageren: ja, det er en herlig Mand — hva’ de saa si’er. Og jeg og min Bro’er, vi gaar saamæn osse en Gang imellem ind og hør’ ham. Men det er jo Usseldom at sit’ dér en halv Snes Stykker. Jeg si’er’et osse til Johansen: Du ku’ gern' gaa med, si’er jeg, for at fyld’ …
