414
Han stansede og saá ud over Stuen:
— Bestyrer, De ku’ ta’e et Fad.
Og Bestyreren tog et Fad fra Bordet og bragte det rundt — der gik Hr. Petersen, lige efter Frøken Gerda.
Urmageren saá efter dem, mens alle talte rundtom og Hr. Johansen selv havde begyndt at skænke i Glassene.
— Ja, sagde Urmageren: jeg ku’ und’ Johansen, at det nu sku’ gaa, som han vil …
— Gerda, blev han ved, er en herlig Pige, og Johansen ku’ nok træng’ til det, med alle sine Fejler. For han er jo en haard Negl … og han er vel nok blevet stridere paa det sidste …
— Og Drengen, den Knægt i Vejle, faar Johansen aldrig noget ud af, det jeg troer …
Joán, hvis Ansigt havde faaet et uroligt eller næsten anspændt Udtryk, sagde:
— Ja, men hvorfor, Hr. Petersen?
— Det var Larsen, jeg hed, sagde Urmageren og grinede, saa han slog paa sine Ben.
— Næ, sagde han saa: der er s’gu ingen Ryg i den Knægt … han har bare Stivelsen andre Steder — hvad Theodor skal, det ka’ han
