29
— Hvor den lille Herre vokser, naadige Herre, sagde hun.
— Ja, sagde Faderen, og saá over paa Joán, der sad helt rankrygget paa sin Pony; men nu er han jo ogsaa otte Aar …
— Og han faar Fædrenes Ansigt, Herre, sagde den Gamle: Nej, fremmed Blod synes aldrig i den Slægt.
Der fløj som en Trækning over Faderens Ansigt:
— Det kan være, sagde han, og de red igen, mens Dmeters Moder nejede.
Vejen løb saa tæt ved Floden, der gik saa stærk og mørk. De red til Øens Østspids, der var tynd som et Rev. Paa begge Sider skred Flodens Strøm.
Faderen holdt længe og stirrede ud over Vandet.
—Fa’er, sagde Joán:
— Fa’er, hvorfor er Vandet saa sort?
— Fordi Floden er dyb, sagde Faderen.
Men da de begyndte at ride igen, saá Joán Simon Bissekræmmeren, der kom gaaende med den store Kasse paa sin Ryg, og han raabte — for Bissekræmmeren med alle hans Sager,
