440
Adamsæble gik op og ned: ikke alle, der sér, hvad der blev bevaret.
— Nej, Hr. Forstander! — og Erik stirrede paa Skyen fra sin Cigaret: jeg véd det ikke.
— Men, sagde Forstanderen midt i sin Kreds: hvad der først skal styrkes, er Kærligheden til Fædrelandet …
— Og hvad der skal rykke frem, er Kanonerne, raabte Raabel og lo, mens han raabte: Og naar Kanonerne er rykket frem, bygger vi Krudttaarne, og naar vi har bygget Krudttaarne, armerer vi Voldene, og naar Voldene er armeret — — falder vi for Fædrelandet …
Han førte sin Haand gennem Luften, som gav han en Sjover en Lussing.
— Gu’ gør vi saa. Min Herre, husker De Overgangen til Als.
Magisteren havde rejst sig i en Krog:
— Dybbøl kom først, sagde han.
— Det har De, Magister, opdaget meget sent, sagde Doktoren, og henne i Stuen lo de.
Joán var gaaet frem næsten midt i Rummet, og det var Gerda, han spurgte igen og med den samme Stemme som før:
