457
jeg si’er, Koncertgiver, hva’ kan ’et nu nytt’ og snakk’ og snakk’ om den Fare og den Fare?
— Fare? sagde Joán, og saá frem over Glassene.
Gerda havde sat sig, tæt ved Gardinet lyttede hun til den Beethovenske Sonate.
— Ja, Faren og Faren, som de stopper i os i Højre — for jeg er nu, Højremand, Koncertgiver, i mit Hjerte — men man ka’ nu li’egodt ikke gaa rundt og glo paa Faren hver Dag, saa ku’ man jo li’esaagodt gaa rundt og miste sit Livs Fornøjelse ved at tænke paa sin Død og sin Begravelse …
Og som om Ordet Begravelse førte hans Tanker videre, sagde han og drak igen:
— Og forresten saa ka’ man s’gu si’e som min Fætter paa Vesterbro — jeg og min Bro’er vi ta’er jo tit til København, saadan skiftevis … for her er man jo Borger og kan ikke dandere den som man maa, naar man er Mandfolk … Men nu min Fætter, han er Odd Fellow, han si’er saa tit: Naa, si’er han, naar vi er for os selv, naa, si’er han, naa du, naar vi først er lagt i Kareten, ka’ det vel være os det samme, hvem der saa tramper paa Jorden.
