462
Luften — jeg sér kun Sandheden lige ind i Øjnene. Skulde vel en Regnemester som jeg ikke kunne gøre mit eget Regnestykke op?
Købmand Johansen vendte tilbage gennem Stuerne og stansede:
— Magisteren er saa taus iaften, sagde han med Haanden i sin Lomme.
— Ja, kære Købmand, sagde Magisteren og lo: Narren finder ingen Grund til at tale, naar Folket selv tager Ordet.
Og han gik ved Siden af Johansen.
Joán fulgte ham med Blikket og spurgte:
— Hvad har dog ramt det Menneske?
Den trætte Smerte i Joáns Stemme lod Præsten vende sit Hoved.
— Ramt, ja, det er han, sagde han og syntes selv bevæget.
Han tav et Nu og sagde saa:
— Og hvad det værste er: egenlig ramt gennem sig selv.
— Gennem sig selv?
— Ja, jeg mener, sagde Præsten, gennem det, han ikke formaaede — det han ikke overkom. Magisteren hørte til dem, der stod fremmest i Rækkerne i alle de Aar, da Raabet var
