461
gjorde de hans Øre ondt. Han vidste knap, at han var gaaet hen til Pastor Jespersen, og alligevel havde han maaske søgt til ham som til en klog Ven.
Pastoren stod med Magisteren.
Og Joán, der traadte til, hørte Pastoren sige:
— Det glasdede mig saa meget at sé Deres Udmærkelse.
— Jeg véd ikke, sagde Magisteren, om det tør glæde mig.
— Kære Magister, sagde Præsten, at blive udmærket af det franske Akademi er dog saa sjælden en Æresbevisning.
— Ja, netop derfor.
Og idet hans hæse Stemme slog over, sagde Magisteren og saá paa ingen af dem:
— Jo større mit Navn bliver, des mere Skade kan det gøre.
Han krængede sin Frø-agtige Mund:
— Det er hele Summen af mit Liv.
— Kære Hr. Magister, sagde Præsten, De sér det altfor sort.
— Nej, bedste Pastor — og Magisteren rystede paa sit Hoved, mens han stirrede ud i
