460
Men som ved Synet af de Taarer al hans Bedrøvelse flygtede under en urimelig Glæde eller et Haab, sagde han:
— Nu skal De ikke græde.
Gerda rørte sig ikke. Som den, der er bunden og ikke kan rejse sig, lod hun Taarerne løbe ned ad sine Kinder.
— Hvorfor græder De? hviskede Joán.
Men pludselig tav han, som om han havde svaret sig selv paa sit eget Spørgsmaal, og han grebes paany af den samme Smerte, der var uovervindelig og afmægtig.
— Nu har vi vel snart nok af Musik, sagde Købmanden, der gik gennem Stuen paa Vej til sit Kontor.
— Hun la’er sig s’gu ikke stanse, sagde Tobakshandleren og grinede.
— Mon Skive er en givende Egn, sagde Fabrikanten og knyttede atter Samtalen med „Søndenaa“.
Næsten mekanisk havde Gerda rejst sig eller som kaldt paa i Søvne — af Købmandens Stemme.
Joán gik frem. Det var, som hørte han alle de Talendes Stemmer ganske fjernt og alligevel
