459
naar Smaapigerne hos Lorentzen er ved at bli’e for svære.
Joán havde ført sin Haand to Gange eller tre Gange hen over sine Øjenlaag, som om hans Øjne sved.
Saa stod han op.
Tonerne blev ved at lyde, men Joan skælnede dem ikke.
Tæt ved Frøken Gerda havde han lænet sit Hoved mod Væggen og stirrede mod Stuens Ansigter. Saa lukkede han sine Øjne. Det var, som skulde hans Hjerte stanses, fuldt af en Bedrøvelse, paa hvilken han ikke kendte Navn.
De blev ved at spille.
Gerda havde vendt Ansigtet opad. Øjnene havde hun lukket.
Joan lod under sine halvlukkede Laag Blikket hvile paa hendes Ansigt.
— Frøken Gerda, hviskede han.
Hun rørte sig ikke og i de stille Træk var der ingen Bevægelse.
— Frøken Gerda, sagde han igen.
To Taarer piblede frem under hendes Øjenhaar.
