472
rejste sig fra Klaveret, sige til Hr. Hans Haacke, der var overdrevent svedt:
— Ja, man føler, hvor den ægte Musikværdi sidder,
og da hun kom hen i Døren, sagde hun med et Smil, der dirrede en Kende:
— Men for Tilhørerne var det for langt.
Alle havde rejst sig og stimlede sammen og takkede meget højt, med mange Ord — Fru Lorentzen i Spidsen. Deres Lovtaler slog ligefrem Kreds om Hans Haacke og Fru Raabel, mens Fru Lorentzen trykkede Hænder som ved et Vennemøde og de to Søndenaas-Rygge var vendt mod Joán som to sorte Stænger.
Joán havde staaende hilst Fru Raabel med et Buk.
Og Doktoren, der havde sét det, sagde ret højt:
— Ja, hvad man ikke har hørt, gør man jo klogt i ikke at udtale sig om.
Men Fru Lorentzen, hvis ubevidst opsamlede Galde flød ud som Kvæder og Honning over Fru Raabel, sagde:
— De skulde dog oftere slutte Dem til os paa Fabrikken.
