475
sunget: Hun var firsindstyve Aar og skøn endnu — en Garcia.
Og han talte om Versailles, hvor han havde elsket at gaa med Monthieu og den yngste Mac Mahon. Der var saa skønt i Kastanjealléerne, i Oktober, Kastanjerne, hvis Blade dufter, naar de falder.
— Dér boede Fru de Monthieu, saa længe François han levede.
Joan fortalte om Festen i Hertugindens Hus, hvor Medicæerne havde levet for en Nat og Fru Adelsskjold i sit vinrøde Fløjel, bedækket med Rohan’ernes Ædelstene, blev hilst, med løftede Klinger, af al Firenzes Ungdom.
Joán blev ved at tale, hastigt, som vilde han med sine Ord, som med en gylden Stav gennem Luften, pludselig tegne alt det Liv, alt det Liv derude, som var de Størstes og hans …
Fru Jespersen havde bøjet sit Hoved.
Gerda sad som før. Kun hendes Skuldre sank sammen som blev hun mindre, mens Joán ikke tog Blikket fra hendes Ansigt.
Og han blev ved at tale. Han talte om Berlin, hvor alle Livets Døre stod aabne og Vest mødtes med Øst; og Asiens Mænd saá
