476
man og Kvinder, som kom over Atlanterhavet …
Han talte hastigere, blandende Sprogene, uden at finde Ordene, blivende ved — og saá kun hendes Ansigt, der blev som fjernere og fjernt for hans Øjne. Og dog blev han ved. Og inde i ham, inde et Sted i ham, spurgte han pludselig sig selv: hvorfor taler du om alt det, du afskyer? og han vidste hvorfor; og vidste, — vidste paa én Gang sikkert, at det var forgæves; forgæves, helt forgæves. Og dog blev han ved: foran hende (og hun lignede et sammensunket Barn) blev han ved at tale og fange. Til han stansede et Nu og hørte Erik sige — som En, der vilde afbryde:
— Det er nu langt borte, alt det.
Joán havde pludselig flyttet sine Øjne rundt paa dem, der hørte til, mens han snublede over sine egne sidste Ord … og Erik gav sig til at le enten for godmodigt at dække ham eller for at stanse ham.
Joán saá Forstanderens Ansigt, der hvilede med et Smil tæt over den nedarvede nationalliberale Festflip; og Tobakshandleren, der skævede med en optrukken Mund, saa hans Øjne
