484
talte Købmanden over de andre med det samme sælsomme Udtryk i sine Øjne som før:
— Ja, Aviserne, det Skidt, gyder Olien paa Aksen, saa Hjulet kan løbe og snappe, sagde han, uimodstaaeligt blivende ved det bestandige Hjulets Billede, der sygt havde rammet og taget hans stærke Hjerne fra Sønnens Forlis og Datterens Død.
De blev ved at tale om Bladene, mens Raabel sagde til Grev Holstein:
— Saa, nu rejser Jyderne sig. Men, kære Hofjægermester, hvad skulde vi stakkels Udliggere gøre, hvis vi ikke havde vort Morgenblad, der hver Dag holder Latteren frisk …
Men Urmageren sagde til Joán, der syntes, at han hørte alle Røster og hvert Ord som i en Fonograf:
— Nu har vi Johansen ... sé nu. Ja, han er en Negl. Men mod København er han nu for haard — for det ka’ gerne stikk’ ham — for han er en Negl, at vise en Københavner ud og købe af en Tysker, naar de rejser her …
— Men, sagde Larsen, jeg mener dog, at saa ska’ man heller hold’ paa sit eget … naar
