492
de syntes, at Forstanderen svævede en Smule ud fra „Emnet“.
— Men endnu et Ord, sagde Forstanderen og han stirrede ud i den røgopfyldte Luft, vilde jeg sige, og det Ord skal være om Drømmene.
Joáns Ansigt lyste hvidt, som et Marmor, fra Væggen, hvor han stod.
— Om Drømmene og om Evnerne. For, Venner, de to Ord hører sammen. Om Drømmesiden i Danmark skal vi værge, ti Drømmesiden er kostelig og bunder dybt. Og de gode Drømme giver stærke Evner, og Drømme maler de skønne Billeder paa vor Væg. Drømmesiden — ja, med Digtertale og med Skjaldesange vil vi lune Huset og tække Reden i vort lille Danmark. Og da skal vort lille Hus ogsaa nok samle. For der er jo dem, der gerne vil bryde ud, og der er dem, som vil rive ned. Men Danmark fanger og de, som vilde ud — de vender hjem, og de, som rev ned, de giver sig til at bygge med og de samles om det lille gode danske Hus, Fædrehuset, som vi alle vil tjene.
— Fædrehuset, Venner, med danske Mænd og ægte danske Kvinder — det vil vi værge.
