491
ster kender vi ikke. Overfor hvad der ikke er vort men kun Vælskmands Sæd og Vælskmands Tale, der har vi vort gode danske Smil. Og, Venner, der er Værn i vort Smil. (Forstanderen talte med en vis halvtvungen Harme, opsparet i ham enten mod noget, der i disse Timer havde hidset ham, eller mod noget, han ikke havde mægtet at forstaa). Lad os Husmænd bevare det, det sunde og det lune danske Smil.
— Rigtigt, sagde Doktoren og traadte frem.
Forstanderen havde vendt sig, meget hurtigt og han gjorde med Haanden sin Yndlingsbevægelse, som slog han en Kreds i Luften:
— Kære Raabel, sagde han, ogsaa vi to, og det vil glæde alle, vil kunne forstaa hinanden. Ti det er en god Gave, som vi, der er danske, ejer — vi ejer Evnen til at mødes. Og hvis vi strides, er det dog kun Ordstrid — — Strid om Ord, og den naa’r ikke Hjertebunden.
De var alle traadt tættere sammen og Fru Lorentzen havde lagt sin svære Arm ind i sin Mands.
Fru Lorentzen nikkede over Guldkæden, mens Søndenaa’ernes Øjne flakkede ud, som om
