490
De fire Sønderjyder traadte frem som foran en Front.
— Ja, I Kære og Tro ... det er Jeres Ret, som giver Jer Modet, saa I holder ud paa Jeres Vagttjeneste for det gamle Land — holder ud trods Vold og Tyskerlov, der spærrer; og holder den danske Tunge rén paa Jeres Børns Læber. Og I gør vel. Retten giver Sejr tilsidst — ti kun hvor Retten er, der er Han deroppe, som aldrig slap sit Danmark, som vi ikke vil slippe ham.
De fire fra Sønderjylland stod ranke, ret op og ned i Lampens Lys, mens Doktoren hviskede til Ussing og blinkede med det ene Øje:
— Vagten staar s’gu storartet.
Men Ussing, hvis Ansigt var forandret og som holdt sine Hænder let foldede ved Randen af sin Vest, sagde halvhøjt:
— Hvad mener De?
Medens Forstanderen havde fortsat:
— Ja, vi er kun et lille Folk og de, der med fremmede Tunger vil præke om fremmed Sæd, der ikke er os i Blodet skaaret — de har kaldt vort gamle Land for et Husmandsbrug. Men Navnet er vor Ære. Fremmedfolks Kun-
