489
Men ham ligger de nærmest. Og vort eget lille Hjerteeje af Sang og Tone, det er saa helt vort eget og det naaer vel det danske Sind bedst fra den gamle danske Strengeleg …
Forstanderen løftede halvt sit Glas. Men Joán havde ikke sét det. Et efter et var Forstanderens Ord faldet i hans Øren, som Draaben efter Draaben.
Fru Raabel havde nærmet sig med sit Glas.
— Ja, sagde hun og smilede varmt op i Joáns Ansigt, det er jo ogsaa, hvad der stod derinde i „Illustreret“ til Deres Billede: Fremmed Haand bør bringe fremmed Gave …
— Men, Tak, sagde Fru Raabel og holdt sine Øjne lige ind i Joáns — som to Klingespidser.
Men Forstanderen havde fortsat:
— Ja mange Tanker er vel idag vakt — og nu kalder Ven Ussings gode Ord paa mig, det Ord, der nylig blev sagt. Det var et godt Ord og det bør mindes: Den moralske Ret … ja, Venner, og det Ord vendte først og fremmest mine Tanker mod Jer, I Kære, Trofaste fra Søndenaa, Vundernes Aa — —
