488
og over dem alle hørte man Kandidat Ussing, der raabte:
— Et Folks Liv beroer paa dets moralske- Ret.
Men Forstanderen, der de sidste Minutter havde svajet saa besynderligt paa sine Hjulben, som stod han paa et rullende Dæk, slog paa sit Glas — én Gang og to Gange, mens Fru Lorentzen og Damerne hyssede og der blev stille.
— Ja, kære Venner, jeg véd det vel, sagde han, her skal jo ikke tales. For Købmand Johansen, vor kære og gode Vært, er ikke Ven af Ord. Han hører, vi véd det alle, til dem, der slaar til uden den megen Talen, og Mænd som han bør æres. Men vi har vel idag alle følt vort Sind i mange Slags Svingning, ogsaa fremmed Svingning, som vi skal vogte; Svingning ved den store Kunst, som idag er bragt os der udefra, fra det, man gerne vil kalde en større Verden — alle de fremmede Toner, som den kære Gæst (Forstanderen vendte sig mod Joán) bragte os, og for hvilke vi takker, hjertevarmt takker vi ham.
— Og maaske, blev Forstanderen ved, mest netop for de fremmede Toner. De er ikke vore.
