496
— Ja, sagde han: naar man hører Dem, tror man Dem, kære Hr. Forstander.
— Og, sagde han og løftede sine Skuldre: hvad er det osse egenlig man strides om?
— Nej, sagde Forstanderen: vi vil dog alle det samme.
Og han trykkede Lægens Haand.
— Men store Talere har vi endnu, sagde Raabel.
— Ja, svarede Forstanderen og betragtede uvilkaarligt sig selv i Spejlet: Ordets Evne biev vel ikke os Danske nægtet. Men meget beroer ogsaa her paa Opdragelsen. Vi har altid beflittet os paa Ordets Røgt.
Bestyreren var traadt hen bag Gerda:
— Lad mig bære Vinkanden, sagde han.
— Tak.
Og Gerda havde givet ham den.
— Skal vi saa bryde op fra Gildet, sagde Erik over mod Joán: Det var sidste Akt.
— Ja, sagde Joán og flyttede ikke sit Hoved:
— Nu skal jeg sige Farvel.
Og rank som en Genganger vilde gaa, gik han ind gennem Stuerne. Menneskene saá han ikke og hørte ikke deres Tale. Men Rummene
