Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/510

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

496

— Ja, sagde han: naar man hører Dem, tror man Dem, kære Hr. Forstander.

— Og, sagde han og løftede sine Skuldre: hvad er det osse egenlig man strides om?

— Nej, sagde Forstanderen: vi vil dog alle det samme.

Og han trykkede Lægens Haand.

— Men store Talere har vi endnu, sagde Raabel.

— Ja, svarede Forstanderen og betragtede uvilkaarligt sig selv i Spejlet: Ordets Evne biev vel ikke os Danske nægtet. Men meget beroer ogsaa her paa Opdragelsen. Vi har altid beflittet os paa Ordets Røgt.

Bestyreren var traadt hen bag Gerda:

— Lad mig bære Vinkanden, sagde han.

— Tak.

Og Gerda havde givet ham den.

— Skal vi saa bryde op fra Gildet, sagde Erik over mod Joán: Det var sidste Akt.

— Ja, sagde Joán og flyttede ikke sit Hoved:

— Nu skal jeg sige Farvel.

Og rank som en Genganger vilde gaa, gik han ind gennem Stuerne. Menneskene saá han ikke og hørte ikke deres Tale. Men Rummene