498
Men Larsen gav sig til at le, saa de runde Øjne helt forsvandt.
— Men De er en Ræv, Koncertgiver, sagde han og slog atter an paa „Jomfruen“ med sin ene Finger: For paa den Overraskels’ faar De s’gu fuldt to Maaneder, Jylland over.
Joán havde forstaaet ham og en Blodstrøm slog op i hans Ansigt.
— Tror De? sagde han kun og han gik videre.
Der stod hun, ved Døren, hvor han skulde ud …
— Kommer du? sagde Erik.
— Nu kommer jeg, sagde Joán.
Hun rørte sig ikke — han skulde gaa de sidste Skridt.
Nu var han der (og følte, at alt Lyset laa paa hans Ansigt og hun havde gemt sit):
— Lev vel, Frøken.
— Lev vel.
Men saa skød Magisteren op ved Siden af dem og sagde med sin Fuglestemme:
— Ja, vi vil nu længe mindes Dem …
Joán havde vendt sit Ansigt mod Gerda:
— Ogsaa De?
