499
Et Nu (med et Blik som en Hinds, der bløder, skudt i sin Lænd) havde Gerda løftet Øjnene op paa ham.
Og Joán var gaaet og Døren lukket. Og Joán, han vidste, at de to Ord „Ogsaa De?“ vilde han angre at have sagt og være lykkelig ved at have sagt — hele sit Liv.
Erik og han kom ud paa Vejen, der var mørk, og pludselig hørte de Hurlumhej fra Vinduerne. Det var Gæsterne, der var strømmet til Ruderne. Fru Raabel havde grebet de halvvisne Blomster fra Spisebordet og, lænet over Hr. Ussing, kastede hun dem ned over Joán, mens Raabel, oppe paa en Stol, raabte et Hurra ud over Gaden og ovre i „Danmark“ alle Folk løb til Ruderne.
— Skynd dig, sagde Erik og som om han gylpede noget Væmmeligt op i sin Mund, sagde han:
— Huh, hvor er dette Land et forbandet Theater. Og det er Gemenheden, som sidder i Sufflørkassen.
Bag dem blev de ved at raabe, mens Erik og Joán gik ind gennem Hotel „Danmark“s aabne Gab. I Gæstestuerne var der fuldt endnu.
Ovre i Bagsalen var der nogle, der dansede.
32*
