502
— De bliver aldrig byggede.
Han stod lidt. Saa sagde han:
— Skal vi ikke gaa et Øjeblik. Luften herinde er daarlig.
Da de kom ned i Porten, rullede Vognen lige bort. Det var en Char-à-banc med mange Mennesker. Henne paa den mørke Vej begyndte de at synge, saa det lød gennem Mørket:
Det Land endnu er skønt,
ti blaa sig Søen bælter,
og Løvet staar saa grønt.
Og ædle Kvinder, skønne Mø’er,
og Mænd og raske Svende,
bebo de Danskes Øer.
— Det er dem fra „Søndenaa“, sagde Erik.
— Ja, sagde Joán, og mens selve Sangen paa én Gang naaede helt til hans Bevidsthed, saá han pludselig Ane for sig, naar hun sad dernede, derhjemme, syngende over hans Moders Grav.
— Ja, sagde han sagte: det er den Sang.
Men for overhovedet at sige noget og tale noget sagde Erik, der stadig var tilmode, som havde Vejen slaaet en pludselig Revne:
