38
end bede … Josse, lille Josse, forstaar du, hva’ jeg si’er …
— Ja, hviskede Joán, ja …
Han græd selv, af Skræmthed og Angst, saa Taarerne løb ned ad hans Kinder.
— Næ, næ, du forstaar ’et ikke — og Ane græd højere — han forstaar ikke Moderens Maal —
— Moderens Maal, Moderens Maal, blev hun ved at gentage.
Og hun talte til ham med de fremmede Brokker, blandende Serbisk og Ungarsk og Rumænsk og Ruthenisk fra Vaskekælderens Skændsmaal. Og igen talte hun Dansk, forbandende dem, baade Hedninger og Jøder og Græker, som tog ham, som tog hendes Josse.
— Og hva’ ka’ man, hva’ ka’ man, et enligen Kræ, som er ladet tilbage paa Jorden.
Hun talte som en Bog, hun, der aldrig talte, og hun blandede sine Ord med Bibelens Sprog, Bibelen, der var det eneste, hun læste.
Hun viklede Joán ind og hun dækkede ham til og viklede ham ind og hun græd igen over Fruen i sin Himmel.
