Denne side er blevet korrekturlæst
506
— Det har jeg forstaaet, sagde Joán ud i Mørket.
Erik vendte sit Hoved ved Klangen i hans Stemme. Men han talte ikke straks. Over Markerne hørtes en fjern Brusen.
— Men du, Joán — vi er jo ikke gamle — hvorfor søger ikke du dig en Hustru?
— Jeg? sagde Joán.
Begge saá de mod Nattogets Vej og Lokomotivets Lys — som et Ildøje, der betragtede dem gennem Mørket.
— Jeg? sagde Joán og hans Stemme var saa bleg som hans Ansigt:
— Erik, jeg maa dø alene.
— Men hvorfor dog?
— Øen har ingen Kvinder. Hvem skulde jeg saa elske?
Og stigende, som i en uudgrundelig Smerte, sagde Joán:
— Og hvis jeg elskede, hvorledes skulde jeg saa kunne tale? Jeg har jo intet Modersmaal.
Erik havde strakt sine Hænder frem imod ham:
— Joán.
