509
— Hvilket? sagde Joán.
Og mens han smilede, sagde han:
— Naar jeg nu tier, som jeg saa stridt har ønsket, er kun det Lidet tabt. Hvad gav jeg vel Menneskene, som vil mindes?
— Men Livet, Joán, Livet?
Joán havde løftet sine Øjne mod Købmandens slukkede Hus:
— Saa dansk var jeg dog maaske, Erik, at ogsaa jeg kun kunde drømme om Lykken — og drømme om at skabe den for de andre.
Det trak i Eriks Ansigt:
— Og ses vi aldrig mer?
— Maaske.
Han bøjede Munden frem mod Eriks Kind:
— Godnat, sagde han og han gik.
Støjen i Huset var døet hen. Kun i Baghuset larmede nogle Mandfolk endnu.
Da Joán kom ind i sit Værelse, sad Hans Haacke paa en Stol.
— Er De ikke gaaet i Seng?
Hans Haacke blussede op i hele det runde Ansigt.
— Nej, sagde han: fordi der var en Ting, jeg vilde sige Dem straks, Grev Ujházy. Fordi
