Denne side er blevet korrekturlæst
511
— Vi skal bort, sagde Joán.
Berlineren havde tændt de to Vokslys ved Sengen.
— Godnat, sagde han og gik.
Joán Ujházy klædte sig af. I Huset var der tyst. En sidste Vogn rullede frem oppe over Gaden. Det var de sidste Sønderjyder og de sang.
Joán laa paa sin Seng. Vokslysenes Skær faldt gult over hans Ansigt:
Og husker I saa i denne Nat
før vi af Fæstningen drog,
og alle Røster forstummed brat
mens Midnatsklokkerne slog.
Da raabte han: Børn, før Klokken igen
slaar tolv, i Kolding vi staa.
Vi sejret har, men ikke derhen
idag, ej imorgen vi naa …
Sangen gled bort.
Joán havde strakt sine Arme frem mod Sengens Hovedgærde. Haandfladerne var vendt opad, i Lysenes Skær.
