61
— Vil De sidde hos mig ved Sengen? bad Joán.
— Ja, Jeg skal sidde hos dig.
De gik ind i Joáns Stue. Da Joán laa i sin Seng, faldt han i Søvn, pludselig, i et Nu som En, der har faaet et Slag.
Men da han vaagnede om Morgenen, satte han sig op i et Sæt, som om nogen sagde lige ved hans Kind, lige ind i hans Øre:
— „Forbandede af Gud“.
— Det véd du jo, de blev forbandede af Gud.
— Ja, det vidste han — og Joán nikkede, angstfuld, ud i Luften — at de var: Forbandede. Det var om dem, Ane læste højt om Natten i den store Bibel, alle Straffe. Og det var over dem, hun græd, Jøderne, fordi de var forbandede, og Gud havde taget deres Fædreland.
— Taget deres Fædreland.
— Dem, Gud forbandede, fra dem tog han deres Fædreland. Dem, Gud forbandede, dem gav han intet Fædreland …. men de blev hujet af og de blev traadt paa deres Fødder og knebet i deres Sider og trampet paa deres
