Denne side er blevet korrekturlæst
68
Nu saá han Drengene, der laa med deres Snører.
— Du er saa bleg, Joán.
— Ja.
Men Drengene rejste sig ikke og de blev ved deres Snører.
— Sid stille, Joan.
— Ja.
Dér var Bødkerens Søn.
— Hvad vil du, Joán?
— Jeg flyttede kun.
Nu roede de forbi og lagde til.
— Kommer du, Joán?
— Ja.
Joán gik ud af Baaden og stod paa Trappens Trin.
Saa kom det. Det var Skrædderens Søn, der raabte det, og det ramte i Joáns Ryg som en slynget Sten — mens den skingre Latter slog frem imod ham.
Joán havde i et Nu ført sine Hænders Fingerspidser ind mod hinanden, men saa samlede han begge sine Hænder.
— Hvad er det, de Drenge raaber, spurgte Hr. Christopulos, som ikke forstod Serbisk.
