80
Joáns Fødder vilde ikke ret finde Jorden. Men han gik videre.
Saa pilede Skrædderens Søn lige frem imod ham, og svingende sin Hue, som svang han en Fane, raabte han, lukt ind i Joáns Ansigt:
— Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Ane var bleven staaende: med Hatten paa Skæv og alle Haartotter strittende stod hun som en Forvildet, til hun løb frem mod Skrædderens Søn med løftet Haand og skreg:
— For den skidte Knægt.
Men Joán havde grebet hendes Haand:
— Ane, la’ være,
og Ane lod Haanden falde og havde fornummet,
at Joán han skjalv som den, der skælver lige
ind i sit Hjerte.
— Hurra for Garden.
De peb og de sang.
— Josse, Josse, sagde Ane.
Hun var paa én Gang blevet ganske stille:
— Josse, lad os gaa.
— La’ os gaa.
Men de skreg og raabte foran og bagved og fra Trapperne:
