81
— Sé den gale Jomfru. Det er hans Amme, det er Uden Fædrelands Amme.
Joan havde paany grebet om Anes Haand:
— Kom, sagde han.
Han vidste ikke, at Taarerne rullede ud af hans Øjne og stivnede, for saa kolde var hans Kinder.
— Josse, lille Josse.
— Hurra for Garden.
Saa begyndte han at sé paa Jordens Stene og paa sine egne Fødder. Han maatte gaa frem over Stenene. Men alligevel saa han — og vidste ikke hvordan — alle Vinduer, Oberstens Vinduer og Kommandantens Vinduer og Marinkas Vindu, hvor alle Ansigter lo.
Og pludseligt drejede han sit Hoved, og i et eneste Nu saá han i Vindu ved Siden af Vindu, i Dørene, Dør ved Dør, alle de léende Menneskeansigter — som en Ring, mens den Puklede gik saa langsomt bag ham.
Men paa én Gang blev Joán staaende og aabnede sin Mund som den, der vil skrige, og skreg ikke, eller skreg kun et Skrig, som aldrig fik Lyd:
— Dér paa Hjørnet, paa Simons Hjørne,
Herman Bang.
6
